Det er onsdag og dagens tur går til toppen af Skidaw, Englands 6. højeste bjerg der måler 931moh.
Det er ikke bedste vejr at vandre i, og skyerne hænger tæt ned over både Little Man og Skidaw, men op skal vi.
Vi er godt forberedte som altid. Mad og vand i rygsækken, samt en varm trøje, hue, handsker og halstørklæde, og regntøj.
Turen op er meget stejl, og vi holder flere pauser undervejs så alle kommer med op, og gerne på nogenlunde samme tid, men det er samtidig vigtigt for mig, at gæsterne går op ad bjerget i deres eget tempo.

På vejen op bliver vi overhalet af en far sammen med sine to børn, hvoraf den ene sidder på skuldrene af ham. Børnene er vel 5 og 7 år. Alle tre iført ok sko og korte bukser. Faderen er i en t-shirt og børnene i en langærmet trøje, og huhej hvor det går.
Som så ofte før på disse vandreture føler jeg mig overdressed. Her kommer jeg i vandrestøvler, lange bukser, en varm trøje og regntøj. Godt nok er det sommer, men det er engelsk sommer og det er koldt, og det regner og blæser. Og så kommer der en far iført korte bukser og t-shirt, sammen med sine børn og vandrer op ad bjerget som om det er 25 grader, høj sol og vindstille, og som om de er på søndagstur.
Nå, men jeg ryster lidt på hovedet af dem og mig selv, og kæmper mig videre.

En halv times tid senere møder vi familien igen. Denne gang på vej ned. Vi er lige under skygrænsen og ud af skyen dukker de op glade og i et jævnt tempo. Vi har stadig 45-60 minutter førend vi er på toppen, og jeg tænker at det var godt hurtigt de havde være helt oppe på toppen, så jeg kan ikke lade være med at spørge. De havde dog ikke være helt til tops.

Det viser sig, at de havde siddet ved morgenbordet, kigget op på bjerget og snakket om hvor skyerne kom fra. Pigerne var sikre på at skyerne var lavet af candyfloss. Så som den gode far han er, tog han børnene på nakken og vandrede op på bjerget så pigerne ved selvsyn kunne se at skyerne ikke var lavet af candyfloss.