af Trine Vendelboe Juul
Vandet er 8,9 grader, da Jim Chamberlain baglæns går ned ad stigen og synker i.
Få sekunder efter kommer han til syne igen, går roligt op ad trinnene, hen langs højre gangbro og ind i forrummet. Han tager kilten om den våde krop, træder ind i saunaen, lukker døren og møder blikkene fra den store flok af ventende vinterbadere, der sidder tæt på de tre rækker.
Showtime
Han har vendt ryggen til og bøjer sig ned efter den første duft. Med højre hånd fører han langsomt den halvmeter lange ske hen over de to ovne, mens venstre hånd hviler ceremonielt mod lænden i overgangen mellem kiltens grønne stof og den nøgne hud. Dråberne af lavendel rammer de varme sten og sender damp og høj hvislen ud i rummet, og fra den lille højtaler i hjørnet brummer nu en basstemme:
”What makes a man feel like a man?”
Stemmen fortsætter, pakket ind i et dramatisk lydspor af dybe brøl og skarpe vionlintoner, og i det Jim Chamberlain ryster kilten let fra side til side falder ordene:
”Is it the freedom a man feels, when he is wearing a small, plat skirt?”.
Så overtager Tim Christensen og Mads Langer lydsporet, Jim lægger skeen fra sig, tager fat om det lilla håndklæde, vender sig om mod sit publikum og smiler. Showet er i gang.
Mellem engle og skovmandshug
Med små, lydløse trin og enkle positurskift med fødderne bevæger han sig rundt som en dansende matador på en alt for lille arena. Hænderne cirkulerer i et non-stop flow af ottetaller og demonstrerer nogle af gusdisciplinens mest kendte koreografier såsom englen, hvor man bevæger håndklædet i ryk over en strakt arm, så det ligner vingeslag, og helikopteren, hvor man med mere simple bevægelser svinger håndklædet rundt – ofte over hovedet.
– Der findes rigtig mange måder at holde håndklædet på og teknikker med sjove navne, men det vigtigste ved et mesterskab er at kunne bygge dit gus op som en historie med et gennemgående tema, hvor musik, koreografi og rekvisitter går op i en højere enhed.
Sidst jeg var til DM i Showgus, var min historie ’Down Memory Lane’ om og med musik af kendte, afdøde kunstnere som David Bowie, Prince, Leonard Cohen og Georg Michael. Jeg havde fået lavet kilten til lejligheden, fordi den for mig signalerer stil og klasse. Siden har jeg brugt den hver gang, jeg laver gus.
Efter lavendel hælder han grape på, så yang yang og til sidste anis. Rækkefølgen er ikke tilfældig, for de stærkeste olier skal komme til sidst for ikke at dominere de andre. Lidt ligesom med oste.
Hver olie har sin indvirkning på kroppen, og de æteriske dufte udgør tilsammen med de varme dampe en nydelsesfuld aromaterapi, der udløser både fysisk og psykisk velbefindende.
Jim er i konstant bevægelse med sine engle, helikoptere, pizzaer og skovmandshug, mens sveddråberne på hans ryg bliver større og større. Nålen på termometeret er nået op på 89 grader, og hans hår er forlængst blevet tørt, da det sidste nummer begynder. Nedtællingen er i gang, og intensiteten stiger med hurtigere og hårdere sving med håndklædet, mens hans blik synes mere indadvendt og trinnene mere sikre, nu hvor kontakten med publikum er blevet mere fortrolig og afslappet. Så fader musikken ud og to skarpe skovmandshug sender de sidste bølger af damp mod rækkerne af drivvåde ansigter. Jim bukker sin nøgne overkrop ned over kilten:
– Værsgo!
Gusmesteren står stille. Dansen er slut.